Til kamp mod den urimelige ægtefælleafhængighed!
19. okt 2009 08:09, Laila AmmitsbølDet skal kunne betale sig at arbejde, lyder det ofte fra den siddende regering, men dette gælder åbenbart kun for de der i forvejen har penge nok. For ægtepar, hvor den ene er førtidspensionist, er det temmelig besværligt at forbedre sin økonomiske situation. Hver gang lønmodtageren i forholdet tjener ekstra, trækkes der nemlig i førtidspensionistens indtægt.
Allerede i det øjeblik en førtidspensionist vælger at flytte sammen med et andet menneske, trækkes der flere tusinde kroner i hendes månedlige indkomst. Et par hvor den ene eller begge er førtidspensionister har dermed ikke den økonomiske fordel, som alle andre mennesker i det danske samfund har ved at flytte sammen. Det er en gammeldags holdning, at et menneske skal være afhængig af sin ægtefælles indtægt. Det er ydmygende at man som førtidspensionist skal føle sig som en økonomisk klods om benet på sin kæreste/ægtefælle og det er stærkt desillusionerende for ikke-pensionisten i forholdet at hun eller han forhindres i at forbedre den samlede husstandsindkomst.
Du kan støtte kampen mod den urimelige ægtefælleafhængighed, ved at gå ind på Liliane Morriellos underskriftindsamling på nedenstående link:
http://forsoergelsespligt.skrivunder.dk/
