Laila Ammitsbøl

Så kom der endelig svar fra Inger Støjberg. Hun har noteret sig mine synspunkter, slutter hun af med at skrive og det er da dejligt sådan at vide, at ministeren har bemærket, at jeg skrev til hende. Desværre kan jeg ikke bruge hendes svar til så meget.

Citat fra ministerens svar:
”Jeg kan oplyse, at i de tilfælde hvor en førtidspensionist er i stand til at opretholde en vis indtægt, eller hvor en førtidspensionist er gift eller samlevende, og partneren har en indkomst, som indgår i parrets samlede forsørgelse, foretages der indtægtsregulering af pensionen.”

Jamen Inger, det ved jeg jo godt! Det er sgu da det jeg brokker mig over!!!!

Nå, men hun fortsætter med det der skal forestille at være en begrundelse for at opretholde ægtefælleafhængigheden:

”Grunden til at førtidspensionen reguleres på baggrund af ægtefælles/samlever indkomst er, at den fulde førtidspension er søgt målrettet de førtidspensionister, der har det største behov.
Både ægtefæller og samlevende har en række økonomiske fordele forbundet med at være to til at dele de faste udgifter, såsom husleje, licens, telefon, forsikring og så videre. Derfor har et bredt flertal i Folketinget besluttet, at reglerne skal indrettes sådan.”

Og så spørger jeg: Hvorfor skal man som førtidspensionist ikke have lov at have de økonomiske fordele, der er ved at være to? Hvorfor følger førtidspensionen ikke personen, der har fået tildelt den, uanset hvilken tilstand vedkommendes kærlighedsliv befinder sig i, om man er single, samboende eller gift? Førtidspensionen er jo en kompensation for den arbejdsindtægt, man pga. sygdom ikke kan skaffe sig. Hvorfor skal man så straffes, når man flytter sammen med et andet menneske og når ens partner får ekstra i lønningsposen? Hvorfor skal et ægtepar, hvor den ene er førtidspensionist, ikke have mulighed for at forbedre sin økonomiske situation, når regeringens holdning ellers er, at det skal kunne betale sig at arbejde? Det kan man jo ikke, når der trækkes fra førtidspensionisten, hver gang ægtefællen tjener lidt ekstra.

Jeg stillede Inger følgende spørgsmål: Hvorfor skal satspuljen finansieres af de fattigste i landet?
Dette spørgsmål undlod hun behændigt at svare på.

Så foreslog jeg beskæftigelsesministeren, at alle førtidspensionister ligestilles. Altså at der ikke længere skal være forskel på om man er ny eller gammel førtidspensionist.

Ingers reaktion på dette er ikke et egentligt svar. Hun opremser blot hvordan reglerne er på området:

”I forbindelse med gennemførelsen af førtidspensionsreformen, blev det besluttet, at de nye regler om førtidspension kun skulle gælde fremadrettet – det vil sige for personer, der er tilkendt førtidspension efter de regler, der trådte i kraft d. 1. januar 2003.”

Så jeg fik altså endelig svar fra beskæftigelsesministeren. Svaret kom et par dage efter jeg havde skrevet på min blog, at der ikke var kommet svar. Om dette er et tilfælde, skal jeg ikke kunne sige. Jeg bemærkede blot sammenfaldet.

Det Inger gør er ikke at åbne sit hjerte og høre på en stemme, der taler til hende fra et sted i det danske samfund, hun aldrig har været og slet ikke kender til. Hun giver i stedet et typisk politikersvar, der er konstrueret til at få mig til at holde mund. Jeg er glad for Inger tog sig tid til at svare, men jeg er altså ikke af den slags, der lader sig dupere, blot fordi der kommer mail fra en af dem som er højt på strå.
Jeg vil fortsat skrive min mening og opfordre alle andre til at gøre det samme. Det går mere og mere op for mig, at vi førtidspensionister selv må kæmpe vores sag, for der er ingen andre der gør det for os.
Dybest set er de politikere, der regerer landet for tiden, kun ude på fortsat at udhule førtidspensionerne. De nægter nemlig at ændre på at det er os, der finansierer satspuljen. Desuden har de i uhyggelig ubemærkethed flyttet førtidspensionerne over i beskæftigelsesministeriet. Hvorfor skal førtidspensionerne ikke ligge i socialministeriet, hvor de naturligt hører hjemme? Er det fordi regeringen har tænkt sig at piske syge mennesker ud på arbejdsmarkedet?
Som førtidspensionist må jeg indrømme, at jeg frygter for fremtiden. Engang følte jeg, at jeg var sikret, fordi jeg havde fået tilkendt førtidspension. Nu går jeg i evig angst for, at tæppet en dag bliver trukket væk under mig.