I dagens Danmark kaldes fattige for nasserøve og parasitter. Mennesker på overførselsindkomst har i de senere år fået stadigt mindre at leve af og har samtidigt oplevet stadigt større fordømmelse i den offentlige debat.
Den 13. januar bragte Politiken et debatindlæg af advokat emeritus Fritz Reuther. Titlen var Folkeløn vil afhjælpe finanskrisen. Reuthers påstand var at det vil gavne samfundsøkonomien mere at give de fattige flere penge end det vil at lette topskatten. De fattige vil nemlig i højere grad bruge pengene og derved være medvirkende til at sætte gang i hjulene.
Efterfølgende fulgte jeg debatten om Reuthers artikel på politiken.dk og det var her det berømte bæger flød over. Jeg citerer fra debatten:
- Fattigdom findes ganske enkelt ikke i DK! Pensioner og bistandshjælp o.a. er helt i det niveau de bør være. Folk skulle hellere tilbydes kursus i bedre forbrugsvaner og lære at sætte 'tæring efter næring'.
- Forhøj hellere beskæftigelsesfradraget og så kan det være, at flere af nasserøvene gad lette røven og gå på arbejde!
- Hvis man giver "fattige" flere penge, vil man fastholde dem i "fattigdommen"
- Jeg GIIIDER ikke høre om, at alle disse 800.000 ikke KAN arbejde pga. psykiske og fysiske problemer!
- Vi skal simpelthen bort fra den syge socialdemokratiske mani med at placere arbejdsdygtige folk på overførselsindkomst. Alle som kan skal arbejde, og hvis de nægter, skal straffen falde prompte: Nul overførselsindkomst! Vi har ikke plads til parasitter her!
Efter denne svada var jeg nærmest målløs og meget trist til mode. Det benægtes at der overhovedet findes fattigdom i Danmark og de der oplever fattigdommen på egen krop kaldes nasserøve og parasitter.
Hvad mon det er for nogle nasserøve der skal lette røven og gå på arbejde? Er det førtidspensionisterne, der har fået bevilget pension pga. sygdom eller er det kontanthjælpsmodtagerne, der for overhovedet at få udbetalt noget som helst, render rundt i mere eller mindre meningsløse aktiveringsprojekter? Er det dem på starthjælp, som er de der har allermindst at leve af i det danske samfund? Starthjælpen er som kontanthjælpen betinget af at man står til rådighed for arbejdsmarkedet.
Som modtager af overførselsindkomst er man tilbøjelig til at krybe sammen og bare tie overfor den slags angreb, for man orker ikke at skulle forsvare sig igen og igen og nærmest pr. automatik tænker man at de måske har ret. At man måske er det store dyr i åbenbaringen, den afskyelige samfundsparasit der snylter på de stakkels hårdtarbejdende lønmodtagere.
Resurserne til at svare igen findes kun i meget lille grad hos de som denne debat drejer sig om. Vi har nemlig i forvejen rigeligt at kæmpe med i hverdagen!
Når sygeplejerskerne eller lærerne vil have mere i løn har de stærke faglige foreninger og organisationer i ryggen og nu hvor skattekommissionens udspil er blevet offentliggjort er SU-modtagerne og boligejerne med det samme på banen og meget synlige i medierne.
Overførselsindkomstgruppen derimod har ingen organisation, der går ind og kæmper for dens mærkesager og denne gruppe bliver derfor mere og mere glemt og ladt i stikken. Jeg kan kun frygte hvad den kommende skattereform vil komme til at betyde. Skal de der har mindst flås endnu engang, så direktøren kan få en ekstra Audi i garagen?
Tillad mig at fortælle hvordan verden ser ud set med en førtidspensionists øjne. Jeg håber nogen derude i det danske land har hjerte og forstand til at lytte.
I en hel del år efterhånden har man som modtager af overførselsindkomst måbende set til, mens resten af samfundet drønede derudad. Mens vores egne midler blev mindre og mindre værd, hørte vi hver dag i nyhederne om de rige danskere. De anskaffede sig store biler og byggede luksushuse. De fik lavet samtalekøkkener og luksusbadeværelser og anskaffede sig talrige fladskærms-tv’er på størrelse med biograflærreder. ”Alle havde ret til et fedt køkken” hed det sig, men faktisk havde nogle af os dårligt råd at putte noget i køkkenskabene. Os blev der bare ikke talt om!
Det blev så grotesk på et tidspunkt, at de rige danskere blev nødt til at investere i kunst, fordi de simpelthen havde så mange penge, at de ikke vidste hvad de skulle bruge dem til.
Der blev givet skattelettelser, men det var til dem der i forvejen havde så rigeligt. Vi andre fik udhulet vores indkomst mere og mere, fordi den slet ikke steg i takt med det omgivende samfunds. Prisstigningerne på fødevarer i 2008 betød, at det blev sværere og sværere at få pengene til at slå til. For mit eget vedkommende kan jeg sige, at husleje og forbrugsafgifter de sidste år er steget meget mere end min indtægt. Mon ikke det samme gør sig gældende for de fleste andre på overførselsindkomst?
Stærkt stigende udgifter og en indtægt der kun stiger ganske lidt er realiteten for os på overførselsindkomst. Der skal ikke meget logik til at se, at hvis udviklingen fortsætter i samme skure, kan det på et tidspunkt ikke lade sig gøre at få det til at løbe rundt. Den margin der er mellem indtægt og udgift og som udgør rådighedsbeløbet vil simpelthen blive for smal.
Og så er jeg endda ikke blandt de fattigste i dette land. Det er næsten det værste af det hele, at der er mennesker, der har så ufatteligt lidt at gøre godt med, at de faktisk dårligt kan få mad i munden og tøj på kroppen.
Derfor er det så ufatteligt uhyggeligt at opleve den slags holdninger, som nogle af Politikens læsere gav udtryk for i ovennævnte debat. Mon nogen af dem der sidder og har sit på det tørre, har fantasi til at forestille sig, hvor ondt det gør at blive kaldt nasserøv og parasit? Der er i forvejen ikke meget prestige eller glimmer i at være på førtidspension eller anden form for overførselsindkomst og jeg er ret sikker på, at ingen i dette land har fået bevilget førtidspension for sjov. Der ligger fysisk eller psykisk sygdom til grund, når man bevilges livsvarig forsørgelse af samfundet. Den slags bemærkninger får en til at føle sig som en pestilens, en snylter som ikke er til nytte for nogen eller noget.
Er de holdninger der blev givet udtryk for i denne debat i virkeligheden efterhånden blevet grundholdningen i det danske samfund? Er det derfor ydelserne reelt nedtrappes? Er det derfor sundhedsvæsenet mere og mere baseres på private forsikringer, sådan at kun de der har råd at forsikre sig, kan få en ordentlig behandling?
Er vi ved at bevæge os mod den minimalstat, som Anders Fogh havde våde drømme om i sin grønne ungdom? Nu taler han ikke så meget om det mere. Faktisk vil han nærmest ikke være ved denne holdning, men ligger den ikke alligevel som grundtanken i alt der er sket i Danmark siden 2001? CEPOS spreder nærmest uimodsagt sine superliberalistiske tanker og har åbenbart været dygtige til det, for deres ideer er ved at blive folkeeje. Næsten alle partier er i dag fortalere for at topskatten skal væk. Der tales om øget beskæftigelsesfradrag, der selvfølgelig vil gavne de lavtlønnede på arbejdsmarkedet, men endnu engang vil gå overførselsindkomstmodtagernes næse forbi.
Den evige sang lyder fra Christiansborg: Det skal kunne betale sig at arbejde! Det lyder jo vældigt fornuftigt, men faktum er, at det er håbløst at prøve at forbedre sin økonomiske situation, hvis den ene part i et parforhold er på førtidspension. Det er nemlig sådan, at så snart ikke-pensionisten får mere i lønningsposen trækkes der i pensionistens indtægt. Ergo føler man sig som pensionist som en klods om benet på sin livsledsager.
Førtidspensionen skulle jo ellers være en kompensation for den arbejdsindtægt man pga. fysisk eller psykisk sygdom ikke er i stand til at skaffe sig. Derfor er det urimeligt at førtidspensionen er afhængig af ægtefællens indtægt. Hvordan mon andre ville have det med at deres indtægt blev trappet ned, når ægtefællen fik mere i løn?
Hvorfor skal et par, hvor den ene er førtidspensionist ikke belønnes, når den der ikke er pensionist yder en ekstra arbejdsindsats?
Er der i øvrigt nogen der tror at man bliver førtidspensionist ud fra en kølig kalkulation om at det bedre kan betale end at tage et arbejde? I så fald tager de grundigt fejl! Man bliver førtidspensionist, fordi man har et psykisk eller fysisk handicap og derfor ikke er i stand til at arbejde og man tjekkes i årevis i hoved og røv før man overhovedet bliver bevilget en førtidspension! Derfor er det grotesk, at vi konstant skal høre på, at forskellen mellem arbejdsindkomst og overførselsindkomst skal øges med den begrundelse, at det skal kunne betale sig at arbejde.
Blandt Folketingets partier er der ikke nogen hjælp at hente for landets svageste. Mantraet lyder snart hos alle partier som en evigt gentaget monoton messen: Skattelettelser til de rigeste! Skattelettelser til de rigeste!
En gang imellem dukker enkeltsager op i medierne. Der grædes krokodilletårer i folkedybet som lindring for den kollektive dårlige samvittighed. Facebook oversvømmes af grupper til fordel for mennesker, der har fået en urimelig behandling af det skrantende velfærdssamfund. Det lyder så sødt og sympatisk at en enlig mor, der har optrådt i Morgen-TV får hjælp af medlidende seere, men desværre må jeg sige, at det efterlader mig med kvalme. Den enlige mor er jo blot et symptom på, at der er noget rivende galt og at det velfærdssamfund, som det tog evigheder at opbygge, hastigt er på vej mod sit endeligt.
Hvad hjælper det alle de der ikke magter at kæmpe sig vej til TV-skærmene, at en enkelt familie oversvømmes af bidrag, kasser med mad og aflagt tøj?
Ønsker vi i Danmark tilstande som i USA, hvor velfærden er helt afhængig af velmenende middelklassehusmødre, der skaber mening i deres eget liv ved at lave suppe til de fattige. Problemet med denne form for pseudovelfærd er, at ingen har krav på den og at den uddeles fuldstændigt vilkårligt til dem der umiddelbart virker sympatiske nok til at modtage den. Resten af fattigrøvene kan sejle deres egen sø.
Nu skal folketingets politikere til at forhandle skattereform. Hvad kan vi så forvente? Endnu har jeg ikke hørt andet end det sædvanlige: Skattelettelser til de rigeste!
Min appel til Folketinget er selvfølgelig, at man denne gang vælger at lovgive ud fra et retfærdighedssynspunkt, at man for en gangs skyld giver til dem, der virkelig behøver det. Jeg ved godt, at ingen i Folketinget har erfaringer for hvad det vil sige ikke at have råd til det mest nødvendige, men håber dog, at der findes nogle derinde, som har hjerte til at sætte sig ind i de fattigste livsvilkår.
Undskyldningen for at fjerne topskatten er som regel, at det vil få folk til at arbejde mere, så der kommer mere gang i hjulene, men hvis man virkelig vil have gang i hjulene er det de fattige, der skal have flere penge mellem hænderne. De vil nemlig bruge pengene til livsfornødenheder som mad og tøj. Så spørgsmålet er om det med gang i hjulene i virkeligheden ikke bare er et skalkeskjul for en helt anden og mere ideologisk betinget dagsorden nemlig at minimalstaten skal indføres af bagdøren så hr. og fru Danmark ikke opdager noget før det er for sent.
En ting må man rose hr. Fogh for: Han har været dygtig til på overfladen at virke som velfærdssamfundets beskytter, mens han uden at mange har opdaget det, skridt for skridt har trukket Danmark i retning af minimalstaten.
Findes der anstændige mennesker i Folketinget? Findes der retfærdighedssans blandt landspolitikerne? Efter de sidste mange års favorisering af de rige ved jeg snart ikke hvad jeg tør tro. Bliver der med den kommende skattereform igen givet kæmpesummer til de rige, mens vi andre kan stå og glo på sidelinjen?
Hvis nogen vil harcelere over, at jeg kalder folk der tjener 347.200 og derover for RIGE, vil jeg blot sige: Jeg har meget svært ved at have ondt af mennesker, der tjener så mange penge. Jeg kan ikke forstå de skal have mere til forbrug, når folk der har en indtægt på omkring 100.000 ingenting skal have. 347.200 som i dag er grænsen for at betale topskat er for samfundets fattigste et helt ufatteligt beløb. Havde vi blot 20.000 om måneden brutto, altså 240.000 på årsbasis, ville vi jo føle os velhavende. Det er den virkelighed I skal forstå og mærke, inden I afvikler det danske velfærdssamfund helt og aldeles.
