Laila Ammitsbøl

Jeg elsker demokratiet og ytringsfriheden. Jeg elsker retten til at være uenig med regeringen og kunne sige det højt. Jeg elsker at enhver borger kan henvende sig til de regerende politikere og dermed indirekte få indflydelse. Danmark er et fantastisk land på mange måder.

Nu er jeg dog begyndt at tvivle lidt på hvor godt det egentlig fungerer i praksis, det der med adgangen til de lydhøre politikere. Er det i virkeligheden noget de bilder os ind, at det skulle være muligt at få indflydelse på noget som helst? Er demokratiet i virkeligheden et pseudodemokrati, hvor kun de som har penge og magt reelt har noget at skulle have sagt? Hvad hvis man nu fx er en fuldstændig ubetydelig borger, der har et og andet at sige til politikerne om førtidspensionisternes vilkår? Hvad hvis nu man synes noget bør ændres? At det fx er fuldstændigt urimeligt at førtidspensionerne er afhængige af ægtefællens indtægt og at det er helt ude i hampen, at førtidspensionerne i mange år har betalt til satspuljen, har man så mulighed for at henvende sig til den ansvarlige minister på området? Har man chance for at få et svar? Er der bare den mindste mulighed for at man får indflydelse?

Den 19. marts skrev jeg til daværende velfærdsminister Karen Jespersen. (teksten kan ses her på min blog) Jeg fik skam hurtigt et svar tilbage fra Karens sekretær, der lovede at Karen ville svare tilbage, men Karen svarede aldrig og så gik hun af.

Statsministeren blev udskiftet og et par taburetter fik nye ejere. Nu var velfærdsministeriet historie, så jeg skrev til socialminister Karen Ellemann. Jeg tog det som en selvfølge at førtidspensionerne lå i socialministeriet. Til min store forbavselse fandt jeg ud af at førtidspensionerne er flyttet over i beskæftigelsesministeriet. (Det er faktisk temmeligt skræmmende!) Derfor ændrede jeg lidt på mailen og sendte den til beskæftigelsesministeren.

Og nu sidder jeg så og venter på svar fra Inger Støjberg. Det er ved at være en måned siden jeg skrev til hende. Mon Inger i sit perfekte liberalistiske univers, hvor enhver er sin egen lykkes smed, en dag får tid at kigge ned på en af dem, som berøres af de beslutninger hun sidder og tager?

Førtidspensionisten venter stadig på sit svar...